Alt om dæk

Dækkene på din bil har stor betydning for slitage og holdbarhed, og derfor skal de passe til dine kørevaner og de aktuelle vejrforhold.

Sæsondæk

I de varme måneder hvor temperaturen er over 7 grader hele døgnet, kører bilen bedst og mest sikkert med sommerdæk. Sommerdækkene giver bedre vejgreb på både tør og våd vej pga det specialudviklede mønster og gummiblandingen.

Sommerdækkene har bedre stabilitet i sving og rundkørsler og sikrer optimal brændstoføkonomi i varmere vejr.

Sommerdækkene er ikke egnet til kørsel om vinteren.

Så snart temperaturen i længere tid af døgnet kommer under 7 grader, bør du skifte til vinterdæk.

Vinterdæk er designet til bedre at kunne klare sne og is samt våd og tør vej. Mønsteret i vinterdækkene er lavet i lameller, der sikrer et bedre greb i sne.

Samtidig er gummiblandingen også anderledes end på sommerdæk. Vinterdæk har en blødere gummiblanding, som holder sig blødere i koldt vejr i forhold til sommerdækkene. Det betyder dog også, at vinterdæk ikke har godt af at køre i for varmt vejr.

Helårsdæk er, som navnet røber, et dæk, du skal kunne køre med hele året. Kører du ikke meget, kan helårsdæk være en mulighed. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at sommer- og vinterdæk er lavet specielt til de respektive årstider og vejrforhold, hvorimod helårsdæk skal kunne klare alle årstider. Derfor vil helårsdæk altid være knap så velfungerende som sommer- og vinterdæk.

Continental har lavet en test der viste, at når man havde slidt et sæt vinterdæk og et sæt sommerdæk op, ville man på samme kørsel bruge tre sæt helårsdæk. Testen viste altså, at kørsel med helårsdæk vil være 50% dyrere end kørsel med sommer- og vinterdæk.

Dæk til elbiler

I takt med det stigende antal el- og hybrid biler på vejene, udvikler dækproducenterne flere dæk til disse biler.

Fordelen ved dækkene til elbiler er, at de har en lav rullemodstand, så de kan køre længst muligt på en opladning, og derfor er de økonomisk fordelagtige for ejeren.

El- og hybridbiler har mindre støj fra motoren men er til gengæld tungere pga batteriet. Derudover har de konstant større moment i optrækket. Disse faktorer gør, at bilens dæk er under større pres end almindelige diesel- eller benzin biler.

Ved køb af dæk til el- eller hybridbiler er det vigtigt, at dækkene passer til bilens vægt, har lav rullemodstand og er støjsvage. Flere dækproducenter arbejder på at støjdæmpe dæk. Continental har eksempelvis et dæk der hedder ContiSilent, som dæmper støjen med op til 9 db.

Dækjens.dk forklarer

"Må man blande dæktyper?"

Nye dæk skal have den størrelse, hastighed og vægtkode som passer til bilen og er foreskrevet af producenten. Dette skal man vælge for at opretholde den optimale sikkerhed, brændstoføkonomi og ydeevne.

Du finder nemt disse oplysninger i dørfalsen, indersiden af tankdækslet eller i instruktionsbogen. Der er i dag også masser af hjemmesider, hvor man ved hjælp af bilens registreringsnummer kan få alle teknsike data på bilen.

Ønsker man større dæk og fælge end foreskrevet af bilproducenten, er det vigtigt at holde den samme rulleomkreds. Man må ifølge loven afvige 5%, men mange nye biler tåler ikke så stor en forskel. Vi hjælper altid gerne med gode råd.

Skal man bytte dæk for og bag?

Man kan bytte dæk for til bag eller omvendt for at øge dækkets levetid og undgå ujævnt dækslid.

Husk at ændre lufttrykket såfremt det ikke er ens for og bag.

Reparation af dæk.

Hvornår kan man reparere et dæk?

Størrelsen af det hul der må lappes afhænger af dækkets hastighedsmærkning. Det er ikke muligt at lappe dæk med skader i siden, da det for det meste skader konstruktionen i dækket. Så snart du opdager punkteringen, er det vigtigt, at du stopper og ikke kører længere, da kørsel på fladt dæk skader dækket indvendigt.

Flatspots

Kører du ikke i bilen i længere tid, kan der opstå flatspots. Flatspots opstår, fordi bilen står med al sin vægt på samme sted over en længere periode og temperaturen skifter. Det kan mærkes gennem små rystelser eller lyde, når du kører i bilen, efter den har stået stille længe. Det forsvinder de fleste gange, men det kan desværre blive så slemt, at du ikke kan rette op på det. De fleste tilfælde af flatspots er midlertidige og sker som oftest, når bilen holder stille et par dage eller uger, eksempelvis hvis du har været bortrejst. Dette forsvinder som regel, når dækkene bliver varme. Holder dækkene stille i længere perioder, kan der opstå varig skade, som ikke kan udbedres. Korrekt dæktryk er den bedste mulighed for at minimere flatspots. Dæk med for lavt dæktryk er mere udsatte for flatspots.

Koderne på dæksiden

På dækkets sider kan du se en masse koder, som er nødvendige for at sikre, du får det rigtige dæk og dermed optimal sikkerhed og ydeevne i din bil. Nedenfor kan du se en forklaring på en størrelse, i dette eksempel 225/45 R 18 95 H.
  • 1. Dækbredde

    Det første tal er 225. Dette tal angiver dækkets bredde i millimeter fra det bredeste sted på dækkets sider.

  • 2. Dækhøjde

    Det næste tal er 45, som angiver dækkets højde. Højden er en procentdel af dækkets bredde, altså 45% af de 225 mm.

  • 3. Dæktype

    Den næste ”kode” er et bogstav, i dette tilfælde bogstavet R. Det står for radialdæk, som er det mest almindelige dæk i dag. Andre bogstaver kunne være D, som står for diagonaldæk, og B, som står for bias-ply-dæk.

  • 4. Fælgdiameter

    Dette tal står for fælgdiameter i tommer. I dette tilfælde er dækket altså 18 tommer.

  • 5. Belastningsideks

    Dette tal angiver dækkets belastningsindeks. 95 er igen en kode, som skal kodes om i belastningsindekset. I dette tilfælde angiver de 95, at dækket kan klare 690 kg, når det er fuldt pumpet. Find belastningsindekset her.

  • 6. Hastighedsindeks

    Bogstavet her angiver hastigheden på dækket, som skal findes i hastighedsindekset. I dette tilfælde er hastighedsmærkningen H, som svarer til en hastighed på max 210 km/t. Find hastighedsindekset her.

  • 7. Runflat Dæk
  • 8. MOE

    Denne del på dækket angiver, hvor det originalt er monteret. I dette tilfælde betyder MOE, at dækket er originalt monteret på Mercedes.

  • 9. M+S

    Disse bogstaver angiver, hvilke forhold dækket er egnet til. Her betyder M+S, at dækket er velegnet til kørsel i mudder og sne. Dette kan være både helårsdæk og vinterdæk.

  • 10. DOT

    DOT er betegnelsen for produktionsuge og -år, som kan aflæses i de efterfølgende to punkter 11 og 12.

  • 11. Produktionsuge

    Her kan du aflæse den uge, dækket er produceret, i dette tilfælde uge 36.

  • 12. Produktionsår

    Her kan du aflæse det år, dækket er produceret, i dette tilfælde 2016.

Afbalancering

Du skal afbalancere hjulene, når du skifter dæk eller oplever rystelser. Ubalance i hjulene kan give vibrationer i bilens rat, instrumentering, sæder og undervogn. Dækkene kan blive slidt uhensigtsmæssigt ved kørsel i længere tid med dæk i ubalance.

Når du skifter imellem sommer og vinterdæk, er det ikke sikkert, det er nødvendigt at afbalancere, men det er nemmest at gøre det, når man har hjulene løse. Du kan jo risikere at skulle en ekstra tur forbi dækcenteret, hvis du ikke gør det. Har du hjulene opbevaret på vores dækhotel, er afbalancering med i prisen ved hvert skifte.

Traditionelle afbalanceringsmaskiner kræver flere balancevægte. De beregner vægten, der skal anvendes, ud fra teknologier udviklet i 70´erne, hvorimod de nye Hunter-maskiner udnytter muligheden for at centrere vægten og optimere den, så man skal bruge så lidt som muligt. Dette gør den ved hjælp af den patenterede smartweight -teknologi, som minimerer brugen af vægt.

Vores Hunter-afbalanceringsmaskine kan afhjælpe problemer, som almindelige afbalanceringsmaskiner ikke kan klare med en trykrulle, der simulerer kørsel på vej med et vejtryk på 635 kg. Det gør, at man kan aflæse de radiale og laterale kræfter under belastning og fremkommer med et løsningsforslag. Derudover hjælper trykrullen med, at dækket ”sætter sig”, så sandsynligheden for at du skal afbalancere igen efter kort kørsel er minimal.

Maskinen vi også foreslå at vende dækket, såfremt der er en position, som er mere optimal for afbalanceringen.

Døjer du med at bilen trækker til en side, kan Hunter-afbalanceringen udmåle alle 4 hjul og anbefale, hvor på bilen de bør sidde for at give mindst muligt sidetræk.

Afbalancering med dæktryk og evt. optimering er altid inklusiv når du køber dæk og fælge hos os.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.